<

Nu skal coronaformen testes for både to- og firbenede14-07-2020 - 13:09

Langt om længe og efter en lang og ufrivillig coronapause, lysner det nu igen. Også for dem, der gerne vil ud at løbe med deres hunde. 

Det var en gevaldig skuffelse, da Hundedagene med det  enorme "K9 Biathlon for alle" måtte aflyse årets arrangement, men nu begynder det hele at åbne lidt igen, og derfor kan man begynde at se frem til rigtig gode hundeoplevelser igen. 

Hundeløb er som aldrig før oppe i tiden, og lørdag 5. sept. lægger "K9 Biathlon for alle" ud med et løb på Vilhelmsborg ved Aarhus. Løbet skal være optakt og startskud for træning til Nordens Største "K9 Biathlon for alle" der planlægges i forbindelse med ARION Hundedagene på Vilhelmsborg i pinsen 2021.

– Coronaen har gjort det utrolig svært at langtidsplanlægge, så det er først nu vi rigtig tør tro på et løb i sept. Pga usikkerheden omkring hvor mange vi må forsamles, har vi sat et max på 450 løbere, så vi er sikre på at kunne overholde myndighedernes retningslinjer og samtidig gøre vort ypperste for at alle kan få en super oplevelse, fortæller Lotte Höhrmann, der er arrangør af løbet og fortsætter: 

– Vi står i en helt ny situation som ingen kunne have forudsagt, men heldigvis har vi mødt utrolig stor støtte og opbakning fra både deltagere og sponsorer. Det betyder bla. at vi har fået et helt hold af sponsorer omkring løbet, der nu bakkes op af blandt andre Vilhelmsborg, ARION, CHRISCO, Care4you og Mediehuset Wiegaarden med Jørgen Bak Rasmussen, der for nylig har offentliggjort, at han åbner en hundekro. 

Lotte Höhrmann har selvfølgelig lidt ekstra esser i ærmet, og det er ikke alt, hun ønsker at afsløre på nuværende tidspunkt: 

– Vi arbejder desuden på et helt nyt setup for fremtiden og vil løbende løfte sløret for nye spændende tiltag, siger hun. 

En ting kan hun dog afsløre i forbindelse med løbet 5. september.

– Winnie Vestergård og Jonas Beck Jensen skulle sammen med Stig Tøfting have løbet 12 km til ARION Hundedagene i pinsen 2020, som den første danske blinde hundefører. Dette satte COVID19 som bekendt en stopper for, men det skal ikke forhindre Winnie i en generalprøve 5. sept. Her kommer hun ledsaget af Jonas Beck Jensen der er hundefører i forsvaret og lægger ud med 6 km ruten. Planen er at hun sammen med Jonas og Stig skal løbe 12 km i pinsen 2021, siger hun og fastslår: 

– Vi håber rigtig mange har mod og lyst til at deltage i løbet 5. sept, der er alle muligheder for at få en hylende sjov oplevelse og det er fuldt ud tilladt at både gå, kravle, løbe, hoppe eller spurte sig gemmen ruterne på 3 - 6 eller 12 km. Som navnet siger er løbet for alle.

 

Læs meget mere her

<